Hvorledes det er kommet dertil, at man anser det for passende at kaste sit affald fra sig i Guds frie natur, er et mysterium, som enhver dannet sjæl bør tage sig i agt for.

Dog, den der tager sit affald med sig, og måske endog samler lidt op efter andre, udviser elskværdighed og et godt hjerte. Man viser, at man forstår, at pligter er en lykke – ikke en byrde.

Dog må det siges: Den, der ikke evner at tie, mens et andet menneske taler, viser en mangel på takt og opdragelse, som i de dannede kredse vil blive bemærket med harme.

Den, der ønsker at være en god samtalepartner – og dermed en god ven – bør vise agt på sin medtaler. At lytte tålmodigt er et tegn på respekt, men også på intelligens. For kun den, der hører, hvad der bliver sagt, kan svare med fornuft.

Et venskab er ikke noget, man blot har. Det skal passes som en have – med opmærksomhed, tålmodighed og en vis elskværdig flid.

Den, der vil være en god ven, må interessere sig for mere end sig selv. Man må lytte, vise hensyn og udvise den høflighed, som forener mennesker i stedet for at adskille dem.

Derfor, kære tilhører: Læg Deres redskaber, Deres telefon uden ledning i, til side et øjeblik – og kom med på en lille dannelsesrejse i venskabets kunst.